Et godt stykke brød smurt med en lækker hindbær- boysenbær- eller æblemarmelade er ikke til at tage fejl af! Marmelade er fast inventar på morgenbordet, og hver enkelt person har helt sikkert sin egen favorit at ty til, uanset om det er ovenpå rundstykket, pandekagerne eller til æbleskiverne.
Denne opskrift er en æblemarmelade med en ordentlig smagsgiver i form af portvin. Du kan selvfølgelig lave den med de bær, frugter samt portvin, som du ønsker – men der er ingen tvivl om, at denne kombination er lækker.
Ingredienser til 4 serveringer:
· 650 g æbler
· 500 g brun farin
· 1 stort glas Tawny Portvin (efter smag)
· 1 citron – saften herfra
· 1 tsk. kanel
Fremgangsmåde:
1. Skræl æblerne, og fjern kernehuset.
2. Skær æblerne ud i mindre stykker, og placér dem i en stor skål.
3. Tilsæt alle de resterende ingredienser, rør det godt sammen og lad det trække i 3 timer – rør løbende rundt.
4. Hæld blandingen i en termomixer, og hak blandingen kort på hastighed 4.
5. Indstil termomixeren til 20 min. på 90 grader og hastighed 2. Tjek konsistensen efterfølgende.
6. Hvis det er nødvendigt, kan du indstille termomixeren til 10 min. efterfølgende på Varoma og hastighed 2. Tjek løbende, om blandingen udvikler sig til den ønskede konsistens, men husk at marmelade først størkner, når det er kølet ned.
7. Hæld blandingen fra termomixeren til et marmeladeglas med låg. Det er en god idé at vende marmeladen rundt et par gange for at forsegle naturligt – Bon appetit!