”Al vin ville være portvin – hvis den kunne,” er et ofte gentaget mundheld i portvinsbranchen. Det siger meget om den kærlighed til portvin, som man ofte møder hos både producenter og portvinens mange tilhængere – og det siger også noget om, at der her er tale om en enestående vin. Det særlige ved portvin skyldes både naturlige faktorer som jord, klima og geografi – og den måde, vinen bliver lavet på.
Portvin (på portugisisk vinho do porto) er en hedvin – eller ”forstærket” vin – og bliver fremstillet i det nordlige Portugal med udgangspunkt i Douro-dalen og byen Porto. Den er ofte sødere og altid rigere på alkohol (19-21% vol.) end en bordvin. Der fremstilles hedvine mange andre steder i verden, og nogle af dem nærmer sig i stil portvin, men det er kun vine fra det beskyttede (demarkerede) område i Douro-dalen, der må kaldes portvin.
Mere sukker - og mere alkohol
Portvin laves af vindruer – de fleste typer er baseret på røde druer, men hvide portvine bliver stadig mere populære. Forskellen i forhold til bordvine er, at den gærede druesaft tilsættes druesprit/aquadente (i gamle dage Brandy). Det sætter gæringsprocessen i stå, så restsukkeret bliver i vinen, der altså bliver sødere og får en højere alkoholprocent.
Man skelner typisk mellem flaskelagrede portvine (Ruby-style) og fadlagrede (Tawny-style). Til de første hører den fornemme Vintage port (årgangsportvin), Late Bottled Vintage (lbv), Crusted port og den mere almindelige Ruby port. De fadlagrede tæller bl.a. Colheita (Tawny-portvin fra et bestemt år), kategorierne 10-, 20-, 30- og 40-års Tawny, og de mere almindelige Tawny-typer.
Og så er der de hvide portvine, der også tæller både colheitaer og aldersbestemte vine, men ikke Vintage eller LBV.
Englænderne har spillet en markant rolle i portvinens lange og traditionsrige historie. Hvis der ikke havde været et marked for portvin på De Britiske Øer, ville portvinens historie have set meget anderledes ud. Den dag i dag sætter briterne fortsat deres præg på portvinsbranchen, og mange portvinshuse bærer britiske navne. Men portvin er og bliver en portugisisk vin, hvis 'sjæl' hører hjemme i den smukke Douro-dal.
Danskerne vil have kvalitet
Her i Danmark er vi gode til at drikke portvin. Faktisk er vi et af de lande, der pr. indbygger indtager den største mængde kvalitetsportvin. Mens man i lande som Frankrig og Holland ynder at skylle billig portvin ned som en aperitif, går danskerne efter de bedre og dyrere portvine.
Det mærker vi også hos DrikPortvin. Vores kunder vil have kvalitet, og den forsyner vi jer med efter bedste evne. Det skal være en oplevelse at drikke portvin, uanset om man er til Vintage, LBV, Colheita, Tawny, White – eller det hele.