Portvin kan ikke kun nydes som drik - det er nemlig også en fantastisk tilføjelse til alverdens desserter. Portvin går blandt andet rigtig godt sammen med pærer, og her på siden får du derfor en opskrift på pærer i portvin, der har en fantastisk smagskombination.
Ingredienser til 2 personer:
- 2,5 dl portvin - vælg din foretrukne portvin
- 0,5 dl sukker
- En halv vaniljestang
- 2 pærer
- 1 dl vand
- 2 spsk. mandelflager
- Evt. fløde til flødeskum
Fremgangsmåde:
- Hæld portvin og sukker op i en gryde og kog op. Vær opmærksom på, at gryden skal kunne indeholde det antal pærer, du vil lave.
- Flæk vaniljestangen og tilføj vaniljekorn og -stang i gryden. Vaniljestangen giver fantastisk smag til blandingen.
- Skræl pærerne men behold stilkene, der skal skrabes rene. Skær lidt af bunden af, så pærerne kan stå stabilt, når de serveres.
- Stil pærerne ned i gryden til portvinen og hæld vandet med, så pærerne dækkes helt. Læg låg på gryden og lad dem simre på lav varme i 20 min.
- Tag pærerne op efter de 20 min. og læg dem i et sylteglas. Tilføj også vaniljestangen og den varme portvinslage til glasset. Læg låg på glasset, så der ikke kommer luft ned.
- Lad glasset køle af, før du stiller det i køleskabet over natten eller i 2-3 dage - alt afhængigt af, hvornår du skal bruge dem.
- Efter pærerne har ligget i lagen i køleskabet, så kan du tage pærerne op og sætte dem på en tallerken. Drys mandelflager over og servér eventuelt desserten med en kugle vaniljeis eller flødeskum - og en god kop kaffe!
Servér pærerne for dine gæster som en smagfuld dessert - de velsmagende pærer i portvin vil helt sikkert blive taget godt imod.
TIP! Har du ekstra portvinslage tilovers? Så smid det endelig ikke ud, for den overskydende portvinslage smager himmelsk over frugt, bær, is og flere typer kager.