Portvinssauce

Tid: 50 min.

En god sauce komplimenterer et godt stykke kød på allerbedste vis – og det er ikke nogen hemmelighed, at den afrundede smag, som vin kan give, er yderst populær i saucer.

En god sauce skal danne den røde tråd, som binder retten sammen, og denne sauce med både rød- og portvin er perfekt at servere til både okse- og vildtkød. Her er smæk på både smagen fra vinen og afrundingen i form af en god portion smør – bedre bliver det ikke!

Ingredienser til 4 personer:

·         1 spsk smør

·         2 skalotteløg

·         1 fed hvidløg

·         1 dl balsamico

·         1 dl rødvin

·         3 dl portvin

·         5 dl okse- eller kalvefond

·         100 g køligt smør

·         Salt, peber og sukker efter smag

Fremgangsmåde:

1.       Hak skalotteløg og hvidløg fint.

2.       Smelt en spsk. smør i en gryde, og steg det svagt med skalotteløg og hvidløg. Løgene skal blive klare, ikke brune.

3.       Tilsæt balsamico samt rødvin, og kog det op ved svag varme, indtil konsistensen er tyk.

4.       Kom portvin i, og reducér ved svag varme, indtil det er kogt ind til ca. 1/3.

5.       Tilsæt fond, og reducér endnu engang – denne gang til 2/3.

6.       Hæld saucen gennem en si, og sortér løg og hvidløg fra, før saucen kommer tilbage i gryden.

7.       Kog saucen op, skær 100 g smør ud i mindre tern, og montér det i saucen.

8.       Smag til med salt, peber og sukker for den ønskede smag – Bon appetit!