TEMPERATUR
DrikPortvin får ofte spørgsmål om den korrekte serveringstemperatur af portvine. Temperaturen er bestemt ikke ligegyldig for oplevelsen af vinen, men man skal heller ikke være for hysterisk og tro, at vinoplevelsen er ødelagt, hvis man ikke rammer helt nøjagtigt.
De røde rubytyper bør serveres lidt under stuetemperatur, idet for høj temperatur kan få vinene til at blive lidt kvalm på grund af det høje sukker og alkoholindhold.
Tawny derimod drikker portugiserne selv ofte til maden let afkølede, det vil sige 10-13 grader. Og ja, det kan være rigtig svært at ramme, men fortvivl ej. Lad vinen stå klar i køleskabet og tag den ud en halv time før servering – så er den hjemme!
De ældre tawny’er må ikke serveres for kolde, idet kulden lægger en dæmper på oplevelsen af kompleksitet i vinen. Du kan selv lave eksperimentet med en god Tawny med alder. Start med den lidt for kold i glasset og lad den langsomt blive varmere, mens du ind imellem smager og dufter. Du vil opleve, hvordan vinen på forunderlig vis åbner sig med temperaturen. Det er helt magisk…
Serveringstemperatur bør også afhænge af formålet, som for eksempel for de hvide portvine, der ofte bruges som aperitif – de skal nok igen være lidt tættere på køleskabskolde.
HOLDBARHED
Et af de oftest stillede spørgsmål angår portvines holdbarhed efter åbning. En portvin er en vin som alle andre, og iltningen og dermed nedbrydningen starter derfor, så snart du tager proppen af. De fineste aromastoffer er meget flygtige og forsvinder hurtigst. Derfor holder portvinen sig ikke så godt, som mange tror. De frugtige portvine (Ruby'er) drikkes hurtigst muligt og helst samme weekend, mens tawny holder bedre – jo ældre de er, desto bedre holder de sig.
Efter åbning kan det betale sig at sætte vinen i køleskabet, men vær forberedt på, at det ikke er helt den samme vin du møder ugen efter! Mange bliver skuffede, hvis de har købt en meget dyr flaske og tror, at de nu har kvalitetsportvin mange uger/måneder frem i tiden. Ruby-typerne (Vintage/LBV) holder sig generelt dårligere end Tawny-typerne, dog kan de meget unge vintage-portvine godt blive lidt mildere stemt et par dage efter åbning.
Du kan se vores udvalg af Ruby portvine her
DEKANTERING/BUNDFALD
Vintage-portvine samt gode LBV’er (dem du finder hos DrikPortvin) bliver ikke filtreret, når de kommer på flaske. Det skyldes, at en stor del af modningsprocessen foregår i flasken, og de planterester, som bundfaldet dannes af, bidrager positivt til udviklingen af vinen. Rejs flasken op en dag før servering og hæld forsigtigt, så undgår du langt det meste bundfald. Du kan også hælde den på karaffel inden servering med det formål at skille bundfaldet fra. Bundfaldet kan i øvrigt med fordel bruges til sovsen, så intet går til spilde. Dekantering kan også benyttes til at lufte vinen, hvilket kan være en fordel for specielt de unge vintage-portvine. Det tager de skarpe ‘kanter’ fra vinen.
Du kan købe vores Vintage portvine her
GLAS
Til servering af portvin har vi i Danmark tradition for at bruge meget små glas. Det er en STOR fejl. I stedet bør bruges et stort ballonglas (rødvin eller hvidvin), hvor de meget aromatiske portvine kan slynges og de mange duftstoffer nydes fuldt ud. Hos portvinsinstituttet har man et officielt smageglas af krystal med de helt rigtige proportioner, firkantet stilk og det karakteristiske hak til tommelfingeren.
Hvordan nydes portvin?
Der er forskellige måder at nyde portvin, alt efter hvilken type du vælger. Rosé portvin nydes ved 4-7˚C og er fantastisk på terrassen en varm sommerdag. Hvid portvin nydes gerne ved 8-10˚C og fungerer godt som en aperitif eller til fisk eller dessert. Tawny skal være 12-15˚C, når den drikkes, og kan med fordel nydes til et let og saltet ostebord samt desserter, som ikke er for søde. Late Bottled Vintage, Vintage og Ruby skal gerne have en temperatur på 16-18˚C.
Hvor lang tid kan en flaske portvin holde sig?
Holdbarheden kommer an på typen af portvin. Har du åbnet en Vintage portvin bør du drikke den med det samme og højst i løbet af et par dage. De røde portvine (og rosé) skal generelt drikkes indenfor en uge, mens Tawny og hvid portvin sagtens holde længere tid på køl. Jo længere tid fad – desto længere holder de sig efter åbning.
Hvor hurtigt skal portvin drikkes?
Når du først har åbnet en flaske portvin, er der selvfølgelig en tidsramme for, hvor hurtigt du bør drikke den. Vintage er en af de portvine, som hurtigt mister friskheden efter åbning, og derfor bør du drikke den i løbet af et par dage. Tawny er en af de portvine, som kan holde sig i flere måneder pga. den lange fadlagring, så længe proppen er i, og den opbevares på køl.
Hvilken temperatur skal portvin serveres ved?
For at få den bedste oplevelse af din portvin, er det vigtigt for smagen, at du serverer den ved rette temperatur. Rosé portvin skal serveres afkølet ved 4-7˚C, hvid portvin skal have en optimal temperatur på 8-10˚C, Tawny er allerbedst, når den serveres ved 12-15˚C, og Late Bottled Vintage, Vintage og Ruby skal helt op på 16-18˚C for den bedste smagsoplevelse.
Hvor meget portvin skænker man?
Først og fremmest er det vigtigt at skænke portvin i et rigtigt portvinsglas. Portvinsglas er mindre end andre vinglas, og det skyldes, at der skænkes en mindre mængde op af netop portvin. Som tommelfingerregel bør du skænke op til det bredeste sted på glasset. De fleste regner et glas portvin som 5-6 cl.
Hvor længe kan portvin gemmes?
Er din portvin endnu ikke åbnet, kan du gemme den længe. De flaskelagrede typer som Vintage og Late Bottled Vintage, kan lagre i mange år, før de nydes. Er din portvin først åbnet, kan du opbevare de fleste varianter på køl og med prop og dermed forlænge holdbarheden, men er det en Vintage portvin, bør du drikke den i løbet af et par dage.